Regeringens højtprofilerede kvalitetsfond på 50 mia.kr. indebærer reelt kun et løft på 2 mia.kr. årligt i de offentlige investeringer.
I VK-regeringens nye 2015-plan fremstilles kvalitetsfonden på 50 mia. kr. til offentlige investeringer de kommende ti år helt misvisende som et massivt investeringsløft og en kraftig opprioritering af de offentlige investeringer.
Virkeligheden er imidlertid, at de årlige offentlige investeringer ifølge regeringens egne tal på lang sigt kun løftes med 2 mia.kr. udover det investeringsniveau, der skal til for at de offentlige investeringer blot følger den almindelige økonomiske udvikling målt ved udviklingen i BNP.
Man skal blot bladre til tabel a, side 58 i regeringens 2015-plan for at se, at der reelt er tale om et løft på 2 mia. kr. i forhold til det grundforløb for de offentlige investeringer, som allerede lå i den gamle 2010-plan og som indebærer, at de offentlige investeringer følger den almindelige økonomiske udvikling målt ved udviklingen i BNP, dvs. udgør en konstant andel af BNP, jf. Finansministeriets seneste 2010-plan ”Danmarks Konvergensprogram 2006, november 2006" fremgår det på side 55, at:
”Efter 2010 anvendes neutrale beregningsprincipper…Offentlige investeringer udgør en konstant andel af BNP.”
Af tabel a, side 58 i 2015-planen fremgår det således, at kvalitetsfonden (de offentlige investeringer) svækker råderummet med 0,1 pct. af BNP. De 0,1 pct. af BNP svarer til knap 2 mia. kr. Svækkelsen af råderummet siger hvor meget, udgifterne til offentlige investeringer i pct. af BNP i 2015-planen er løftet i forhold til et forløb, hvor de offentlige investeringer udgør en uændret andel af BNP. Investeringer under dette niveau vil betyde, at investeringerne i f.eks. sygehuse, skoler samt på ældre- og daginstitutionsområdet sakker gradvist bagud i forhold til den almindelige økonomiske udvikling i samfundet og blive stedse mere utidssvarende.
Omtalt af Ritzau 24.08.2007