Kommunernes overtagelse af beskæftigelsesindsatsen over for dagpengemodtagere, kan betyde en nedprioritering af den aktive arbejdsmarkedspolitik.

I forbindelse med finansloven for 2009 blev der indgået forlig om indfasning af et enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem frem mod 2013, hvor kommunerne overtager udgifterne til dagpenge, aktiveringsydelse og udgifterne til aktivering af forsikrede ledige, således at beskæftigelsesindsatsen i forhold til dagpengemodtagere fremover bliver en kommunal opgave ligesom kontanthjælpen er det i dag.

Kommunerne kompenseres for finansieringsomlægningen gennem statslig refusion af udgifterne og gennem en særlig tilskudsordning på beskæftigelsesområdet. Hovedprincippet i refusionsordningen er, at kommunerne får 75 procent i statsrefusion af udgifterne til dagpenge i perioder, hvor de forsikrede ledige deltager i aktiveringstilbud og 50 procent i perioder, hvor den ledige ikke deltager i aktive tilbud. Det betyder, at kommunen kan få i omegnen af 4.000 kr. mere i statsrefusion hver måned pr. fuldtidsledig, hvis den ledige deltager i aktive tilbud hele måneden.

Udgiften til selve aktiveringsforløbet skal dog betales af kommunen, hvor kommunen får dækket 50 procent af udgifterne op til 18.500 kr. pr. fuldtidsledig pr. år. Udgifter til selve aktiveringen, der overstiger 18.500 kr., skal finansieres fuldt ud af kommunen.

Når kommunerne overtager beskæftigelsesindsatsen, skal hver enkelt af de 98 kommuner prioritere, hvordan de vil tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen. I kontanthjælpssystemet, som allerede varetages af kommunerne, udgør særligt tilrettelagte projekter mv. langt den største del af indsatsen, efterfulgt af virksomhedspraktik samt vejlednings- og afklaringsforløb. Uddannelsesaktivering bruges stort set ikke i kontanthjælpssystemet, ligesom løntilskud kun bruges i mindre omfang. I og med at kommunen modtager en højere statsrefusion, når den ledige deltager i aktive tilbud, uafhængigt af tilbuddets kvalitet, vil der med stor sandsynlighed ske ændringer i forhold til den indsats, de forsikrede ledige får i dag. Man kan derfor være bekymret for, at kommunerne prioriterer kvantitet i beskæftigelsesindsatsen frem for kvalitet. Der er således stor risiko for, at uddannelsesaktiveringen kan komme til at stå for skud, da uddannelsesaktivering er dyrere end de øvrige tilbud.

Uddannelsesaktivering er afgørende for beskæftigelsesindsatsen

Uddannelsesindsatsen er én af hjørnestenene i den aktive beskæftigelsespolitik. Det skyldes, at de nye job, der opstår, kræver større kvalifikationsniveau end de ”gamle” job, der nedlægges. Uddannelsesindsatsen sikrer dermed de lediges muligheder for at træde ind i nye job og påvirker dermed arbejdsstyrkens kvalifikationsniveau positivt, hvorved også beskæftigelsesudviklingen påvirkes i positiv retning.

Effekterne af - og brugen af - uddannelsesaktivering været diskuteret gennem den seneste tid. I de økonomiske vismænds forårsrapport fra 2007 anbefales det, at uddannelsesaktiveringen målrettes og effektiviseres, da uddannelsesindsatsen helt overordnet har været dyr og uden beskæftigelsesmæssig effekt. Men det overses ofte, at rapporten også konkluderer, at uddannelsesaktivering til ledige, der kun har folkeskolen som uddannelsesmæssig baggrund, har positiv indflydelse på løn og beskæftigelse efter nogle år.

AE er enig i, at der løbende kan være behov for at målrette og effektivisere beskæftigelsesindsatsen. Men det vil være at skyde sig selv i foden, hvis det er den nuværende kommunale linje uden uddannelsesaktivering, som bliver normen fremover.

Der er bred enighed om, at den aktive arbejdsmarkedspolitik siden reformen i 1994 har bidraget til at mindske strukturproblemerne på arbejdsmarkedet. Det har blandt andet resulteret i et lavere strukturelt ledighedsniveau. Når kommunerne fra august 2009 overtager ansvaret for beskæftigelsesindsatsen, skal hver enkelt kommune prioritere, hvordan den aktive linje skal tilrettelægges. Der er derfor risiko for, at den aktive arbejdsmarkedspolitik kommer til at bestå af 98 forskellige beskæftigelsespolitikker. Det kan betyde, at de gevinster, der er høstet via den aktive arbejdsmarkedspolitik siden 1994, tabes på gulvet.

Hvis der slækkes på indsatsen overfor de forsikrede ledige, vil det reducere det effektive arbejdsudbud, som dermed vil give sig udslag i den strukturelle ledighed. Spørgsmålet om, hvorvidt det er kommunen eller staten, der skal varetage den aktive beskæftigelsesindsats er derfor et spørgsmål om samfundsøkonomisk vækst og velfærd fremover.

Omtalt i Information 16.05.2009.