Fra august 2009 får kommunerne ansvaret for den aktive beskæftigelsesindsats overfor både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Hvis den nuværende kommunale linje bliver normen fremover, er der stor risiko for en devalueret beskæftigelsesindsats.

Fra august 2009 overtager kommunerne ansvaret for den aktive beskæftigelsesindsats over for de forsikrede ledige. Tidspunktet for, hvornår den ledige senest skal aktiveres, er bestemt fra centralt hold, men selve indholdet i indsatsen skal besluttes i den enkelte kommune.

Der er derfor risiko for, at den aktive arbejdsmarkedspolitik kommer til at bestå af 98 (91 jobcentre) forskellige beskæftigelsespolitikker. Det betyder, at den indsats, man tilbydes som ledig, vil afhænge af den kommune, man bor i. I maj 2009 kritiserede Rigsrevisionen kommunernes indsats overfor kontanthjælpsmodtagerne. Blandt andet fordi, at jobcentrene ikke sikrer, at kontanthjælpsmodtagerne får den beskæftigelsesindsats, de har krav på, og at der er store forskelle på, i hvilken grad jobcentrene opfylder kravene.

Dagpengemodtagerne får  i langt større grad aktivering og jobsamtaler til tiden, end det er tilfældet for kontanthjælpsmodtagerne.

AEs analyse viser, at der er store forskelle i rettidigheden med hensyn til jobsamtaler og aktivering imellem arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere. Dagpengemodtagerne får nemlig i langt større grad aktivering og jobsamtaler til tiden, end det er tilfældet for kontanthjælpsmodtagerne. Dertil kommer, at Finansieringsmodellen er skruet sammen på en sådan måde, at kommunen får større statsrefusion, når de ledige deltager i aktivering. Dermed er der risiko for, at der kommer langt større fokus på kvantitet i indsatsen frem for kvalitet i den fremtidige beskæftigelsesindsats.

Analysen dokumenterer ydermere, at der er store forskelle på de aktiveringstilbud, som i dag anvendes i beskæftigelsesindsatsen i staten og kommunerne. Indsatsen over for de forsikrede ledige beståri høj grad af uddannelsesakti- vering, der udgør lidt under halvdelen af aktiveringen, samt af forløb med løntilskud. I kontanthjælpssystemet udgør særligt tilrettelagte projekter langt den største del af indsatsen efterfulgt af virksomhedspraktik samt vejlednings- og afklaringsforløb.

Uddannelsesaktivering bruges stort set ikke i kontanthjælpssystemet, ligesom løntilskud kun bruges i mindre omfang. Uddannelsesindsatsen er én af hjørnestenene i den aktive beskæftigelsespolitik. Det skyldes, at de job, der opstår, kræver større kvalifikationsniveau, end de ”gamle” job der nedlægges. Uddannelsesindsatsen sikrer dermed de lediges muligheder for at træde ind i nye job og påvirker dermed arbejdsstyrkens kvalifikationsniveau positivt, hvorved også beskæftigelsesudviklingen påvirkes i positiv retning.

Det vil være at skyde sig selv i foden, hvis det er den nuværende kommunale linje uden uddannelsesaktivering, der bliver normen fremover. I forhold til indsatsen overfor de forsikrede ledige er indsatsen overfor kontanthjælpsmodtagerne meget dårligt belyst. Beslutningen om at flytte den samlede beskæftigelsesindsats til kommunerne er derfor et skridt, hvor man famler i blinde.

Omtalt i Ugebrevet A4 22.06.2009.