Forslaget om et skattefrit år for de 64-årige giver næsten en mia. kr. i skattelettelse til de rigeste 64-årige, der i forvejen er i beskæftigelse.
Det samlede dødvægtstab som følge af forslaget om et skattefrit år for de 64-årige udgør næsten én mia. kr. Dette dødvægtstab går til de 64-årige, der i forvejen er i beskæftigelse, og som typisk tilhører den rigeste del af befolkningen. Således er 60 procent af dem, der får del i skattelettelsen, blandt de 30 procent rigeste i befolkningen. Næsten to tredjedele af de 64-årige med en årlig indkomst over 400.000 får en skattegevinst på 100.000 kr.
I alt får godt 9.000 personer del i dødvægtstabet. Disse personer får i gennemsnit en skattelettelse på omkring 85.000 kr., har en gennemsnitlig bruttoindkomst på 420.000 kr. og har omkring 1,3 mio. kr. i nettoformue.
De 64-årige, der får glæde af forslaget, er typisk højtuddannede. Mens næsten halvdelen af alle 64-årige med en lang videregående uddannelse får glæde af forslaget, er det blot 12 procent af de ufaglærte 64-årige, der får del i skattelettelsen. Derudover er mænd overrepræsenteret i gruppen.
Nedslidte personer, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, får ingen glæde af skattelettelsen. Blot 15 procent af de personer, der var lønmodtagere på grundniveau som 59-årige, får gavn af skattelettelsen, mens hele 37 procent af dem, der var lønmodtagere på højeste niveau som 59-årige, får del i skattelettelsen.
Omtalt af Ritzau og Radioavisen 21.10.2007