Kun seks ud af ti forsikrede ledige startede i deres første aktiveringsforløb inden tidspunktet for ret og pligt til aktivering i november 2009 - analysen viser, at de ledige aktiveres senere end hidtil antaget, samt at Jobcentrene står over for en kolossal udfordring, hvis de skal overholde de nye regler, der trådte i kraft ved årsskiftet.
Den 1. januar 2010 trådte nye regler i kraft for rettidig aktivering af forsikrede ledige. Nu skal de forsikrede ledige påbegynde første aktiveringsforløb senest inden tidspunktet for ret og pligt til aktivering nås.
Tidligere skulle den ledige blot have et tilbud om aktivering inden tidspunktet for ret og pligt, mens der ikke var krav om, hvornår aktiveringen skulle starte. Med andre ord skulle Jobcentret tidligere blot have afgivet tilbuddet til den ledige inden tidspunktet for ret og pligt.
I en tid hvor ledigheden er i voldsom vækst, er det bekymrende, at den aktive arbejdsmarkedspolitik ikke fungerer
Værst for unge under 30 år
Analysen viser, at de forsikrede ledige får første aktiveringstilbud senere end hidtil antaget, samt at Jobcentrene står overfor en enorm udfordring, hvis de ledige skal aktiveres inden for de nye tidsfrister, der har været gældende siden årsskiftet.
I november måned 2009 var det samlet set kun seks ud af ti forsikrede ledige, der startede i deres første aktiveringsforløb inden tidspunktet for ret og pligt til aktivering.
Blandt de 30-59-årige er det kun knap 76 procent, der aktiveres inden tidspunktet for ret og pligt, mens det gælder for godt 61 procent af de over 60-årige. Værst ser det ud for unge under 30 år, hvor kun fire ud af ti startede i et aktiveringsforløb inden tidspunktet for ret og pligt. Det er altså under hver anden forsikrede ledig under 30 år, der starter i aktivering inden tidspunktet for ret og pligt.
Beskæftigelsesministeriet beregner ligeledes rettidigheden af jobcentrenes indsats. Beskæftigelsesministeriet har beregnet, at 80,9 procent af de forsikrede ledige fik deres første aktiveringsforløb til tiden i november måned 2009. Beskæftigelsesministeriets målinger af rettidigheden ligger derved omkring 20 pct. point højere end AEs beregninger.
Denne forskel skyldes, at Beskæftigelsesministeriet ikke måler rettidigheden ved tidspunktet for ret og pligt til aktivering, men først otte uger senere end dette tidspunkt.
De unge ledige svigtes
Tallene viser, at jobcentrene står overfor en stor udfordring, hvis de forsikrede ledige skal starte i første aktiveringstilbud til tiden fra januar 2010, hvor de nye regler trådte i kraft.
Udover de nye regler for rettidighed er jobcentrene også presset af den stigende ledighed, hvor stadigt flere skal aktiveres. Samtidig ser det ud som, at jobcentrene har svært ved at løfte opgaven med den fremrykkede aktivering over for de forsikrede ledige under 30 år, der trådte i kraft den 1. august 2009.
På trods af at Beskæftigelsesministeriet først måler rettidigheden otte uger senere end tidspunktet for ret og pligt, var det kun omkring syv ud af ti forsikrede ledige under 30 år, der fik første tilbud til tiden i november 2009, jf. Beskæftigelsesministeriets egne tal fra Jobindsats.dk.
I en tid hvor ledigheden og ikke mindst langtidsledigheden er i voldsom vækst, er det bekymrende, at den aktive arbejdsmarkedspolitik ikke fungerer. Hvis det er rammerne, der er for firkantede til, at Jobcentrene kan levere varen, bør man naturligvis se på det. Indtil videre er taberne de unge ledige. For uanset om man anvender AEs eller Beskæftigelsesministeriets opgørelsesmetode, kan man – målt ud fra rettidigheden – konkludere, at de unge ledige svigtes.