ANALYSE

Ingen lyspunkter i tal for nybyggeriet

Chefanalytiker Frederik I. Pedersen | 23. februar 2010

Nye tal for det påbegyndte byggeri tegner fortsat et billede af et underdrejet nybyggeri, der er slået tilbage til midten af 1990’erne - en af årsagerne til, at bygge- og anlægssektoren overhovedet ikke har oplevet bedring, er, at der ikke som lovet af regeringen, kom et markant løft i de offentlige investeringer i 2009.

Historisk har der været en tæt sammenhæng mellem det påbegyndte boligbyggeri fremrykket to kvartaler og boliginvesteringerne. Står tallene for det påbegyndte boligbyggeri til troende, kan der være yderligere fald i boliginvesteringerne på vej.

Også sammenhængen mellem det påbegyndte byggeri i produktion, administration mv. og bygningsinvesteringerne ekskl. boliger lægger op til, at der kan være større fald i investeringerne, end det vi forventede i vores seneste prognose. Det påbegyndte byggeri ekskl. boliger er tilsyneladende faldet tilbage til niveauet for 15 år siden.

Bygge- og anlægssektoren er den eneste sektor, der ikke viser tegn på bedring

Udsigterne tegner fortsat sorte
Frygten for overophedning af bygge- og anlægssektoren, som flere eksperter har luftet i tilfælde af nye vækstpakker, må for længst være manet til jorden. Bygge- og anlægssektoren er den eneste sektor blandt de private hovederhverv, der ikke viser tegn på bedring.

En af årsagerne til, at bygge- og anlægssektoren overhovedet ikke har oplevet bedring, er formentlig, at der ikke som lovet af regeringen, kom et markant løft i de offentlige investeringer i 2009.

Analysen viser, at de offentlige investeringer skal stige med 33 pct. fra 3. til 4. kvartal i 2009 for at nå regeringens mål. Det virker på ingen måder realistisk – og slet ikke i lyset af de tal vi ellers har for bygge- og anlægssektoren for 4. kvartal 2009.

De seneste tal for byggebeskæftigelsen viste således et fald på 17.000 personer fra 3. til 4. kvartal 2009 (sæsonkorrigeret). Det svarer til et fald på 11½ pct. Arbejdsløsheden (ekskl. aktiverede) blandt de byggefaglærte lå i december måned 2009 omkrig 10½ pct. Den generelle arbejdsløshed lå til sammenligning på 4,3 pct.

Frygt for stigende langtidsledighed
Boligmarkedet ventes også i år at ligge underdrejet, og vi kan ikke se, at der skulle komme positiv vækst i boliginvesteringerne før tidligst 2011. Erhvervsbyggeriet vil også ligge underdrejet – der er masser af ledig kapacitet i de danske virksomheder, og derfor ikke behov for at bygge nyt.

Det er derfor afgørende, at der kommer gang i de offentlige investeringer som regeringen har lovet, ligesom bygge- og anlægssektoren skal håbe, at flere renoveringsopgaver kan modvirke noget af den kraftige nedgang vi har set i nybyggeriet.

Samtidig vil det være gift, ikke kun for byggeriet, men for hele den danske økonomi, hvis regeringen vælger at stramme finanspolitikken allerede fra 2011. Man bør ikke stramme før der er kommet ordentlig gang i væksten, og til vi har set en tydelig vending på arbejdsmarkedet. Strammes der for tidligt kan opsvinget blive kvalt, og vi risikerer en længere periode med høj arbejdsløshed.

Man kan frygte, at udviklingen inden for bygge- og anlægssektoren kan få nogle mere langsigtede negative konsekvenser. I og med jobmulighederne i andre sektorer er meget begrænsede, er der frygt for øget tilbagetrækning og stigende langtidsledighed blandt bygge- og anlægsbeskæftigede.

Omtalt i 3F's nyhedesbrev 23. februar 2010.