Langt færre har igennem de seneste år valgt at benytte efterlønsordningen - var udviklingsmønstret fra 2005 således fortsat frem til i dag, ville antallet af efterlønsmodtagere have været 15000 personer højere. Udviklingen bekræfter, at der er store gevinster at hente ved at gøre det attraktivt for de ældre at blive længere på arbejdsmarkedet.
Det har meget længe været en udbredt opfattelse blandt økonomer, at man kun kan øge arbejdsudbuddet vha. nye arbejdsmarkedsreformer. Beregninger, AE har lavet, viser imidlertid, at op mod 15.000 færre danskere har valgt at benytte sig af efterlønsordningen, sammenlignet med hvad befolkningsudviklingen tilsiger.
Ser man på udviklingen for overførselsmodtagere uden for arbejdsstyrken fra 2005 til 2008, fremgår det således, at antallet af efterlønsmodtagere i perioden er steget med 6.000 personer. Den befolkningsmæssigt bestemte udvikling tilsiger imidlertid, at antallet af efterlønsmodtagere skulle være steget med hele 21.000 personer – svarende til at 15.000 har udskudt deres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Billedet er det samme for førtidspensionisterne. Her skulle antallet af førtidspensionister iflg. den befolkningsmæssige udvikling være steget med 5.000 personer, men er kun steget med 4.000.
Analysen viser desuden, at det ikke kun er de ældre, som er blevet på arbejdsmarkedet. De svage grupper har ligeledes haft deres indtog på arbejdsmarkedet under den seneste højkonjunktur. Eksempelvis er flere kontanthjælpsmodtagere kommet i arbejde og øvrige grupper, som normalt ville være på revaliderings- og ledighedsydelse, er der også blevet plads til på arbejdsmarkedet.
Samlet er arbejdsmarkedsdeltagelsen for overførselsmodtagere uden for arbejdsmarkedet steget markant i perioden 2005-2008. Antallet af overførselsmodtagere uden for arbejdsmarkedet er fra 2005 til 2008 faldet med i alt 24.000 personer, men befolkningsudviklingen tilsiger, at antallet skulle stige med 26.000 personer. Det vil sige, at arbejdsmarkedsdeltagelsen i perioden er steget
med hele 50.000 personer.
Analysen er en del af publikationen Økonomiske Tendenser 2009 - kap 3, der kan downloades her: www.ae.dk/files/image/file/%C3%98T%202009/AE_OT-2009-kap_3.pdf
Hele Økonomiske Tendenser 2009 kan findes her: www.ae.dk/publikation/uddannelse-er-noglen-til-fremtidens-velfaerd
Omtalt i Politiken 12. januar 2010.