ANALYSE

Fem gange sværere at finde praktikplads i byggeriet

Privatøkonom Mie Dalskov Pihl | 24. marts 2010

I januar måned manglede mere end 7000 elever på landets erhvervsskoler en praktikplads, hvilket er er en fordobling i antallet af manglende praktikpladser siden 2008 - især inden for byggefagene kan mange tusinde unge ikke gøre deres uddannelse færdig, fordi de står uden praktikplads. Samtlige indgange på erhvervsuddannelserne oplever imidlertid, at kampen om praktikpladserne er blevet mere barsk.

De nyeste tal fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af elever ved landets erhvervsskoler, der mangler en praktikplads, i januar 2010 var steget til knap 7.000. Således er der tale om en stigning på 57 procent på ét år. Siden udviklingen vendte i 2008, er der kommet mere end 3.300 flere praktikpladssøgende elever, hvilket næsten er en fordobling.

De 7.000 manglende praktikpladser svarer til, at knap hver sjette af alle de elever på et erhvervsfagligt grundforløb mangler en praktikplads.

Fordelt på indgange er det især inden for byggefagene og mekanikken, at manglen på praktikpladser er stor. Blandt byggefagene manglede der i januar over 1.800 praktikpladser på landsplan, hvilket svarer til næsten en tredobling af manglen for to år siden. Inden for de mekaniske fag og handlen manglede der i januar omkring 1.200 pladser.

Når det gælder de relative ændringer i manglen på praktikpladser, har der også været en massiv stigning inden for ”Mad til mennesker” samt ”Transport og logistik”. Disse tal dækker blandt andet over uddannelsen til kok og chaufføruddannelserne. Inden for en række specifikke uddannelser, ses det, at f.eks. tømrer/snedker-faget og smedene er nogle af de uddannelser, der er hårdest ramt.

Akut mangel på praktikpladser
Manglen på praktikpladser kan sættes i forhold til, hvor mange praktikpladsaftaler, der er indgået i samme periode. Inden for mekanikerfagene var manglen på praktikpladser i januar så stor, at der var knap 7 elever uden plads for hver gang, der var én elev, der fik en praktikpladsaftale. I 2008 var forholdet mellem manglen og nye aftaler næsten én til én, hvorfor det er blevet fem gange sværere på to år at få praktikplads som mekaniker.
På byggeuddannelserne var der i januar 4 praktikpladssøgende elever hver gang, der blev indgået én aftale, hvilket ligeledes er fem gange højere end i samme periode for to år siden.

I gennemsnit svarer manglen på 7.000 praktikpladser til, at der er 3 praktikpladssøgende elever hver gang, der indgås en ny praktikpladsaftale. Siden 2008 er det blevet tre gange sværere at få praktikplads.

Manglende praktikpladser kommer til at betyde unge uden uddannelse
Det at så mange elever ikke kan få en praktikplads betyder reelt, at en hel generation af unge risikerer ikke at kunne fuldføre deres uddannelse. Ganske vist er der tilbud om skolepraktik til en del af de elever, der ikke kan finde en praktikplads, men det er langt fra alle, der dækkes ind af skolepraktikken. Ud af de knap 7.000 elever, der lige nu står og mangler en praktikplads, er de 3.300 i skolepraktik – altså kun godt halvdelen.

AEs fremskrivninger viser, at der i fremtiden vil mangle 45.000 faglærte i 2019, mens der vil være overkapacitet af ufaglærte på næsten 90.000 personer. Derudover viser andre analyser, at uddannelse er med til at modvirke fattigdom og øge indkomsten gennem livet – både for samfundet og den enkelte. Derfor er det umådelig vigtigt, at man ikke lader en konjunkturmæssig situation som den nuværende krise spille ind på produktionen af faglærte. Det er derfor afgørende, at man fra samfundets side sætter ind og stimulerer antallet af praktikpladser.

Omtalt af Newspaq 24. marts 2010.