ANALYSE

Endnu et stort ledighedsfald i oktober 2007

Chefanalytiker Frederik I. Pedersen | Senioranalytiker Signe Hansen | 29. november 2007

Arbejdsløsheden fortsatte sit styrtdyk i oktober måned 2007. Faldet de seneste måneder har været kraftigere end ventet.

Den sæsonkorrigerede arbejdsløshed faldt ifølge Danmarks Statistik med hele 3.900 fuldtidspersoner fra september til oktober 2007 til kun 81.700 fuldtidspersoner, sæsonkorrigeret. Det svarer til, at ledighedsprocenten nu er helt nede på 3,0 pct. Udviklingen dækker over et fald i ledige dagpengemodtagere (forsikrede) på knap 3.900 fuldtidspersoner og et fald i ledige kontanthjælpsmodtagere på knap 200 fuldtidspersoner.

Udviklingen illustrerer endnu en gang, at der er højt til beskæftigelsesloftet i dansk økonomi, og at jobfesten ikke er slut endnu. Alt peger på, at vi i 2007 får den største beskæftigelsesfremgang nogensinde.