ANALYSE

Eksplosiv vækst i medarbejderobligationer

Chefanalytiker Jonas Schytz Juul | 15. november 2008

Skatteministeriet vurderer i sit seneste skøn, at medarbejderobligationer i alt giver et tabt provenu på 240 mio. kr. Dette er en tidobling i forhold til, hvad der blev vurderet i starten af 2008.

Der kan spares mange penge i skat ved at få en del af sin løn udbetalt som medarbejderobligationer. Op til grænsen på 5.000 kr. skal der slet ikke betales skat af indkomst udbetalt som medarbejderobligationer, og beløb derover bliver beskattet mere lempeligt end almindelig lønindkomst. Eksempelvis kan en person der tjener over 1 mio. kr. få de 100.000 kr. udbetalt som medarbejderobligationer og derved spare over 20.000 kr. i skat.
Skatteministeriet har i løbet af 2008 opjusteret skønnet over omfanget af medarbejderobligationer med en faktor ti. Mens de i januar vurderede, at omfanget udgjorde 24 mio. kr., vurderede de nu at omfanget er steget til 240 mio. kr.

Omtalt i Jyllands-Posten 15.11.2008