Den dybe vækstkrise øger presset på arbejdsmarkedet, hvor beskæftigelsen ventes at falde med 180000 personer fra 2008 til 2011, mens arbejdsløsheden forventes at stige til 180000 fuldtidspersoner, vurderer AE i ny økonomisk prognose. Dermed går hele fremgangen på arbejdsmarkedet fra det seneste opsving tabt under krisen.
Dansk økonomi befinder sig i den største økonomiske krise i nyere tid. Økonomien er faldet ned i et betydeligt dybere hul end forventet i AEs seneste prognose. BNP falder alene i år med hele 4½ pct. Selvom det begynder at gå fremad igen, er der tale om en relativ langsom fremgang. Næste år ventes en vækst på 1 pct. og i 2011 1½ pct. Det er altså først i 2011, at vi nærmer os noget, der ligner normal vækst. Det kommer dermed til at tage flere år at genvinde den produktion, der er tabt i 2008 og 2009.
Den store vækstmæssige nedtur i dansk økonomi, der både trækkes af efterspørgslen i Danmark og af eksporten, ventes at forstærke det nedadgående pres på det danske arbejdsmarked. Prognosen forudser et fald i beskæftigelsen på samlet set 180.000 personer fra 2008 til 2011, mens arbejdsløsheden forventes at stige til 180.000 fuldtidspersoner i 2011. Arbejdsmarkedet er dermed slået tilbage til det niveau, vi havde før det seneste opsving gik i gang. Vi har samtidig svært ved at se, at arbejdsmarkedet skulle vende før tidligst 2012 – det er en meget alvorlig situation.
De officielle ledighedstal undervurderer krisens omfang
Selvom det skulle vise sig, at stigningerne i arbejdsløsheden de kommende måneder bliver mindre end det der ligger i prognosen, kan man ikke konkludere, at arbejdsmarkedskrisen skulle blive mindre end ventet. Dels behøver arbejdsløshedsudviklingen ikke være jævn. Dels påvirker aktiveringsomfanget udviklingen.
Endelig er de officielle arbejdsløshedstal blevet en mindre god indikator for udviklingen på arbejdsmarkedet. Som det fremgår af figuren neden for, viser den stikprøvebaserede opgørelse af arbejdsløsheden fra arbejdskraftundersøgelsen (AKU), at arbejdsløsheden det seneste år er steget 30.000-35.000 personer mere end den officielle/registrerede arbejdsløshed.. Sammen med beskæftigelsesudviklingen peger AKU-ledigheden på, at de officielle arbejdsløshedstal undervurderer nedturen på det danske arbejdsmarked.
Den økonomiske situation kalder på finanspolitiske tiltag
Efter flere år med en dårlig produktivitetsudvikling forudses en produktivitetsvækst i 2010 og 2011 betydeligt over ”normalen”. Vi får dermed korrigeret de senere års produktivitetsfald, men når ikke tilbage på den langsigtede trend. Udviklingen afspejler, at virksomhederne vil være forsigtige med at tilpasse bemandingen, når det begynder at gå fremad igen. Samtidig ligger der efter alt at dømme en stor mængde ledig kapacitet i de danske virksomheder af især maskiner, men måske også arbejdskraft, der kan løfte produktiviteten.
Der er fortsat stor usikkerhed omkring den økonomiske udvikling. Det kan gå bedre, men det kan bestemt også gå værre end forventet. Når det er sagt, så befinder dansk økonomi sig i et væksthul, der er så dybt, at yderligere finanspolitiske stimulanser på ingen måde vil bringe økonomien bare i nærheden af en overophedning. AE anbefaler derfor – på linje med De Økonomiske Vismænd – en større finanspolitisk indsats med fremrykning af offentlige investeringer for 26-27 mia. kr. over de kommende to år. Det vil kunne reducere arbejdsløsheden med 20.000 personer, men vil ikke kunne forhindre arbejdsløsheden i at stige. Regeringen bør derfor handle i forbindelse med Finanslovsforhandlingerne for 2010 og samtidig allerede nu forberede yderligere lempelser i 2011.
Der er mange argumenter for at fremrykke de offentlige investeringer. Det er et af de mest effektive instrumenter til at skabe jobs. De har karakter af engangsudgifter – med en indbygget automatisk opstramning senere – og påvirker derfor ikke den finanspolitiske holdbarhed. Samtidig er det veldokumenteret, at der er et stort vedligeholdelsesefterslæb i den offentlige sektor, og at der ligger mange projekter, der alligevel skal laves i de kommende år. Hertil kommer, at vi har en massiv overkapacitet i dansk økonomi i størrelsesordenen 75 til 95 mia. kr. Der er altså både brug for og plads til at fremrykke offentlige investeringer. Hvis vi samtidig opnår at færre ryger ud i langtidsledighed, til skade for de økonomiske strukturer, vil der være rigtig god samfundsøkonomi i en vækstpakke med offentlige investeringer.
Med udsigt til markant flere arbejdsløse herunder flere langtidsledige de kommende år, er det desuden altafgørende, at der gøres alt for at arbejdsløsheden ikke bider sig fast. Det kræver, at den aktive arbejdsmarkedspolitik er helt oppe i omdrejninger bl.a. med tilbud til tiden. Derudover bør man benytte de konjunkturmæssige muligheder til at få givet arbejdsstyrkens uddannelsesniveau et tiltræng løft. Det gælder både i forhold til de unge, men også i forhold til voksen- og efteruddannelsesindsatsen.
Omtalt i Jyllands Posten 29. oktober 2009.