Den nye regering har med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i spidsen sat sig for at nedbringe gruppen af offentligt forsørgede danskere på omkring 750000 personer - en vigtig og velkommen ambition – ikke mindst med tanke på, at antallet af offentligt forsørgede i løbet af krisen er steget betydeligt.

I udgangspunktet er der tre veje til at forsørge personer, der ikke forsørger sig selv.

De kan forsørges af familierne, som det eksempelvis ses i katolske lande, de kan forsørges af private organisationer, som det eksempelvis ses i USA, og de kan forsørges af det offentlige, som i de nordiske lande.

I tiden fra 1960’erne og frem overtog staten en meget stor del af forsørgerbyrden fra familierne i Danmark – blandt andet i takt med, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Derfor er der i Danmark relativt mange, der er på offentlig forsørgelse. Det er imidlertid langt fra det samme, som at få af os arbejder.

Med udgangspunkt i OECD-tal for 2010 er 26,6 pct. af befolkningen i Danmark i den arbejdsdygtige alder uden beskæftigelse. Dette bringer Danmark blandt de 5 lande med færrest personer uden beskæftigelse i OECD og blandt de bedste, når man sammenligner med de ”gamle” EU-lande, som vist i figuren.

Under den økonomiske krise har mange i Danmark mistet deres arbejde, hvilket har betydet, at særligt gruppen, der modtager dagpenge og kontanthjælp, er steget markant i de senere år.

Konsekvensen er, at der alene siden 2008 er kommet flere end 100.000 personer i den arbejdsdygtige alder, der modtager overførsler fra det offentlige. Den altovervejende del af stigningen i antallet af offentligt forsørgede skyldes altså den økonomiske krise.

Derfor er det mest afgørende middel i forhold til at begrænse antallet af personer på offentlig forsørgelse også, at vi igen får ordentligt gang i vækst og beskæftigelse. Gør vi dette, bør det til gengæld være en realistisk målsætning, at vi over de kommende år er i stand til at reducere gruppen på offentlig forsørgelse med mellem 125.000 og 150.000 personer.

Gang i beskæftigelse og jobskabelse kan sikre, at antallet af kontanthjælpsmodtagere ikke bider sig fast på et højt niveau, som vi så efter de 7 magre år i slut-80’erne og starten af 90’erne.

Der er i dag knap 48.000 unge under 30 år på kontanthjælp. Disse unge skal have en ekstra hjælp, sådan at mindst halvdelen af denne gruppe kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor bør unge aktiveres med det samme eller alternativt tilbydes et relevant uddannelsestilbud, der kan få dem videre i deres jobsøgning.

For andre uden for arbejdsmarkedet er omskoling, voksenlærerpladser og jobrotation vigtige elementer. Samtidig bør det via voksen- og efteruddannelse være nemmere for ledige eller personer, der allerede er i job, at få et højere formelt uddannelsesniveau.

Det skal være lettere at gå fra at være ufaglært til at være ”rigtig” faglært, sådan at man ikke ”bare” står med et kursusbevis i hånden efter sit forløb. Og det skal være lettere at gå fra at være faglært til at have en videregående uddannelse.

Der er i dag næsten 240.000 personer på førtidspension. I forhold til at mindske denne gruppen bør det være en kernemålsætning at sikre, at stadig færre unge ender på ydelsen i en relativt ung alder. Det kræver blandt andet, at det lykkes at sætte tidligere ind i det psykiatriske system, og at de unge følges tæt i overgangen fra folkeskole og videre i uddannelsessystemet.

Det bør være en ufravigelig målsætning for regeringen, at alle unge under 25 år enten er i beskæftigelse eller under uddannelse. Samtidig bør man se på, om nogle førtidspensionister genvinder en del af den tabte arbejdsevne senere i livet og give dem bedre mulighed for at arbejde, hvis det viser sig, at de er i stand til det.

Det er imidlertid også væsentligt, at vi erkender, at der er mennesker, der ikke er – eller bliver – i stand til at indgå på det ordinære arbejdsmarked. Personer med alvorlige psykiske lidelser, personer, der er fysisk handicappede, personer, der er voldsomt marginaliserede, personer, der har længere orlov, fordi de har alvorlige sygdom i familien, eller personer, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, fordi de er fysisk eller psykisk nedslidte er blot eksempler blandt mange.

Derfor skal vi holde fokus i debatten og ikke dæmonisere personer, der modtager offentlige ydelser. De allerfleste i Danmark, der er i stand til det, vil gerne arbejde, hvis de får muligheden. Og de allerfleste, der er ledige, står i dag til rådighed for arbejdsmarkedet.

Af samme grund skal man passe på med at have alt for store forventninger til forårets reformer af førtidspension, fleksjob og kontanthjælp. Det er en stærk ambition, at flere i Danmark skal i job og bevare en mere permanent tilknytning til arbejdsmarkedet. Men det kommer til at kræve en stor indsats, og det kommer til at kræve mange ressourcer – også økonomiske – hvis det for alvor skal lykkes at nedbringe antallet af personer, der lever på offentlig forsørgelse med mere end 125.000-150.000 personer.

Derfor skal man heller ikke gøre sig store forhåbninger om, at reformer af førtidspension, fleksjob og de tunge kontanthjælpsmodtagere kan bidrage markant til den finanspolitiske holdbarhed. Det er ikke kun for statskassen skyld, at en række af de offentlige ydelser skal reformeres. Det er i høj grad for at hjælpe de mange personer, der har mistet deres tilknytning til arbejdsmarkedet under krisen – og som faktisk gerne vil arbejde, hvis de får muligheden.

Debat-analyse bragt i Politiken d. 12. februar 2012