Det Økonomiske Råd tegner i deres efterårsrapport et dystert billede af den økonomiske udvikling i Danmark. AE mener, regeringen bør benytte øgede offentlige investeringer på finansloven til at sparke gang i dansk økonomi.
Vismændenes prognose tegner et endnu mere dystert billede af den økonomiske udvikling i Danmark i år og de kommende år end i deres sidste rapport. BNP er i 2009 revideret ned med næsten 2 pct.enheder (fra minus 2,9 pct. til minus 4,8 pct.), mens der i 2010 og 2011 kun er revideret op med 1,2 pct.enheder. Samtidig har DØR oprevideret deres vurdering for arbejdsmarkedet frem mod 2011. Det fremgår af tabel 1. Men vi står stadig til at miste hele den fremgang, der var på arbejdsmarkedet under seneste opsving.
AE er overordnet enig i Vismændenes prognose for væksten, men vi frygter, at det vil gå værre på arbejdsmarkedet. Dog er AE enige med DØR i, at beskæftigelsen vil fortsætte med at falde i hvert fald frem til 2011.
AE er ligeledes enig med DØR i, at vækstfaldet skal ses i lyset af den indenlandske efterspørgsel, mens der er positivt vækstbidrag fra udenrigshandlen samt at der kun forventes et ”forkølet opsving”. DØR påpeger ind-ledningsvis, at tilbageslaget i Danmark kom tidligere end i andre lande. AE er enig i, at krisen i høj grad er ”hjemmelavet” bl.a. som følge af ejendomsværdiskattestoppet, som har forstærket konjunkturudsvingene og boligprisudviklingen. Krisen kan ikke kun forklares af udefra kommende faktorer. Ligeledes påpeger DØR, at tilbageslaget i dansk økonomi er kraftigere end i mange andre lande. Behovet for finanspolitisk stimulans i Danmark er således tilsvarende større.
Finanspolitisk stimulans i 2010 og 2011
I forårsrapporten foreslog DØR, at finanspolitikken blev lempet med 15 mia. kr. i 2010 og yderligere 15 mia. kr. i 2011. Nu foreslår DØR, at finanspolitikken lempes med 10 mia. kr. i 2010 i lyset af kommuneaftalen for 2010, som efterfølgende blev gennemført, og undlader denne gang eksplicit at tale om stimulans i 2011. Og det er selvom, behovet for at føre en mere ekspansiv finanspolitik målt ved DØRs output gab er blevet større både i 2010 og 2011.
AE stiller sig uforstående over for, at DØR går baglæns med hensyn til behovet for at stimulere dansk økonomi, når konjunktursituationen tilsiger det modsatte, dvs. et større behov for offentlige investeringer til at sætte gang i dansk økonomi.
På trods af en mere dyster vækstprognose de nærmeste år og på trods af en større negativ revision af output gabet fastholder Vismændene deres anbefaling til finanspolitikken for 2010.