Børnefattigdommen i storbyernes ghettoer er eksploderet på få år

Antallet af børn ramt af fattigdom fortsætter med at stige. Samlet er der nu næsten 65.000 fattige børn i Danmark. Det er en stigning på over 13.000 børn på bare ét år, hvilket svarer til en stigning på 26 pct.

Når man opgør fattigdom blandt hjemmeboende børn, er det forældrenes indkomst, der er afgørende for, om børnene lever i fattigdom. Der kan imidlertid være flere årsager til, at forældrene har en lav indkomst. En forklaring kan være, at en eller begge forældre er studerende, og derfor har en lav indkomst under studieforløbet, men omvendt kan forvente en høj indkomst i deres arbejdsliv. Den lave indkomst under uddannelse kan altså ses som en investering, der oftest giver sig udslag i en væsentlig højere indkomst, når studiet er afsluttet.

Ved at udelade familier, hvor mindst én af forsørgerne er studerende, er der godt 56.000 fattige børn i Danmark. Også uden at familier med studerende forældre tages med, har der været en voldsom stigning i gruppen af fattige børn. I løbet af det seneste data-år (2006-2007) er denne gruppe steget med knap 12.000 børn, hvilket svarer til en stigning på 26 pct.

Markant stigende børnefattigdom i de danske storbyers 'ghettoer'
Specielt i de tre store byer er der mange fattige børn. I København er det således 8,3 pct. af alle børn, der lever i fattigdom, i Århus er det 5,6 og i Odense 5,2 pct. Det er i alle tilfælde over landsgennemsnittet, hvor 4,7 pct. lever i fattigdom.

Der er i midlertidig meget stor forskel inden for de enkelte byer i, hvor mange fattige der bor. Der er således bydele med mange fattige, og bydele med meget få fattige.

I København er Tingbjerg samt Nørrebro hårdest ramt af børnefattigdom. I disse områder lever over 15 pct. af børnene i fattige familier. Dette står i stærk kontrast til de velhavende områder af København, hvor blot 2-3 pct. af børnene lever i fattigdom. Mens Tingbjerg og Nørrebro har haft voldsomme stigninger i børnefattigdommen, er børnefattigdom steget meget lidt eller ligefrem faldet i de velhavende områder af København.

I Gellerup i Århus lever hvert fjerde barn i fattigdom. Der er en tredobling på bare få år. Fattigdommen i Gellerup står i stærk kontrast til f.eks. Risskov, hvor børnefattigdommen i de senere år er faldet, sådan at blot 0,8 pct. af børnene lever i fattigdom. I Vollsmose i Odense er børnefattigdommen næsten tredoblet på få år, og det er nu hvert femte barn, der lever i fattigdom. I de rige områder af Odense er det mellem 1-2 pct. af børnene, der lever i fattigdom.

Den økonomiske ghettoisering skaber ’parallelsamfund’
Analyse dokumenterer en meget tydelig og ens tendens i de tre største byer i Danmark: Børnefattigdommen koncentreres i stigende grad i ghettoområder, hvor andelen af fattige børn er alarmerende højt. Omvendt oplever mange af de rige områder i byerne fald i andelen af fattige børn. På den måde er de tre største byer i landet blevet mere og mere opdelt imellem områder med store andele af fattige børn og områder med stort set ingen fattige børn.

Både på det personlige og samfundsmæssige plan er der problemer og konsekvenser ved en opvækst og langvarigt ophold i større boligområder, der er præget af fattigdom, manglende tilknytning til ar-bejdsmarkedet samt en generel eksklusion fra de øvrige dele af det danske samfund.

Som analysen viser, findes sådanne boligområder i alle Danmarks tre storbyer, København, Odense og Århus, hvor den økonomiske ghettoisering gennem de seneste år er taget til. I de områder med den hø-jeste andel af fattige, Gellerup og Vollsmose, er andelen af fattige børn, som analysen dokumenterer, tredoblet på få år. Det er en meget bekymrende udvikling.

Risikoen er, at den stigende økonomisk og social ghettoisering fører til udviklingen af egentlige ’parallelsamfund’, hvor der er en ekstraordinær høj koncentration af fattige og socialt udstødte. Det medfører alvorlige sociale problemer i de enkelte storbyer og er samtidig med til at mindske sammenhængskraften i samfundet.

Koncentrationen af fattige børn i bestemte områder og bydele giver en markant øget risiko for, at fattigdomsproblemet føres videre til næste generation. På den måde skabes en negativ social spiral, der bidrager til at fastholde de økonomiske skel på tværs af storbyerne.

Som velfærdssamfund skal vi ikke acceptere, at der skabes en ny social og økonomisk underklasse, der lever isoleret fra det resterende samfund. Derfor bør man fra politisk side gribe målrettet ind over for den økonomiske ghettoisering, polarisering og parallelisering af samfundet.

Omtalt i Politiken 16. august 2010.