Danmark oplever i øjeblikket den værste arbejdsmarkedskrise i 40 år. Beskæftigelsen falder markant mere end under oliekriserne, og krisen rammer bredt i de tre private hovederhverv. Krisen kan i værste fald vanskeliggøre finansieringen af vores fremtidige velfærd, hvis der ikke handles nu.
Danmark befinder sig for øjeblikket i den værste økonomiske krise i nyere tid. Vækstudsigterne tegner historisk dårlige, og væksten i de tre private hovederhverv – bygge- og anlæg, industrien og servicesek-toren – bliver i de kommende år negativ. Disse vækstudsigter afspejler sig i meget dystre udsigter for arbejdsmarkedet.
Krisen rammer bredt i de tre private hovederhverv. Bygge- og anlægssektoren får den største tilbagegang på godt 14 pct. af beskæftigelsen svarende til ca. 27.000 færre beskæftigede. Derefter følger industrien, som mister ca. 12 pct. af beskæftigelsen svarende til ca. 47.000 færre beskæftigede, og endelig mister servicesektoren knap 6,5 pct. af sin beskæftigelse. Da servicesektoren er en meget stor sektor, svarer det til næsten 90.000 færre beskæftigede. Dermed oplever servicesektoren det største tilbageslag i 40 år.
Samtidig har produktivitetsvæksten, som er drivende for vores velstandsudvikling, været faldende igennem de seneste år, og efterslæbet indhentes kun langsomt i de kommende år. Hvis indhentningen bliver hurtigere end forudsat i prognosen, falder beskæftigelsen endnu mere.
Kigger man samlet på alle de private erhverv, er billedet, at Danmark i øjeblikket oplever den største arbejdsmarkedskrise i 40 år. Samtidig er der overhængende fare for, at den økonomiske krise vil øge udfordringerne på fremtidens arbejdsmarked. Flere ældre trækker sig tilbage, ligesom de svage grupper, som de seneste år er kommet i beskæftigelse, risikerer helt at miste fodfæstet på arbejdsmarkedet. Det er en udvikling, som vil betyde, at det bliver sværere at finansiere vores velfærdsydelser i fremtiden.
Der er brug for politisk handling nu i form af en vækstpakke med fokus på offentlige investeringer og opkvalificering af arbejdsstyrken for at imødegå denne udvikling.
Omtalt i Jyllands Posten 30. juni 2009.