ANALYSE

Arbejdsløsheden stiger mere bredt i landet end tidligere

Chefanalytiker Frederik I. Pedersen | stud.polit Jeppe Druedahl | 1. februar 2010

I krisens første år steg arbejdsløsheden især i Jylland, men i de seneste seks måneder er ledigheden steget mere bredt over hele landet - ser man på den seneste udvikling, er flere kommuner på Sjælland nu på listen over de hårdest ramte kommuner.

I krisens første år var Jylland hårdest ramt. Ser man på den seneste udvikling, er arbejdsløshedsstigningerne imidlertid mere jævnt fordelt.

11 af de 20 kommuner, som har oplevet de største arbejdsløshedsstigninger i det seneste halve år, er nu sjællandske, mens der ingen sjællandske kommuner var blandt de hårdest ramte i arbejdsmarkedskrisens første år. Visse kommuner i Jylland ligger imidlertid fortsat på listen over de værst ramte kommuner.

Fra december 2003 til juni 2008 faldt den landsdækkende arbejdsløshedsprocent med 4½ pct.point. Siden da er næsten 60 pct. af dette arbejdsløshedsfald gået tabt igen. 24 kommuner har tabt under 50 pct. af arbejdsløshedsfaldet, 43 kommuner har tabt mellem 50 pct. og 70 pct. af faldet, mens 31 kommuner har tabt mere end 70 pct.

Ser man på arbejdsløshedsprocenterne i december 2009, er arbejdsløsheden højest i Nordjylland, på Fyn uden for Odense og i København og omegnskommunerne. Nordsjælland har den mindste arbejdsløshed.

Omtalt i Berlingske Business 1. februar 2010.