ANALYSE

Arbejdsløsheden stiger kraftigt - regeringen sidder på hænderne

Arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørsted | Chefanalytiker Frederik I. Pedersen | 29. oktober 2009

De seneste arbejdsløshedstal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden fra august til september 2009 er steget med 9200 fuldtidspersoner. AE vurderer, at regeringen bør sætte gang i offentlige investeringer for 25-30 milliarder kroner for at bremse stigningen i ledigheden.

Arbejdsløsheden er fra august til september måned 2009 steget med 9.200 fuldtidspersoner (sæ-sonkorrigeret). Arbejdsløsheden er dermed 113.500, hvilket svarer til en arbejdsløshedsprocent på 4,1 pct. af arbejdsstyrken. Dermed er arbejdsløsheden, siden den bundede i juni 2008 med 45.900 fuldtids-personer, steget med godt 67.500 fuldtidspersoner, svarende til en stigning på næsten 150 pct.

Arbejdsløsheden har ellers henover sommeren ligget stort set uændret, hvilket i høj grad skyldes, at ledighedstallene har været påvirket af skiftende feriemønstre, og at personer på ferie fjernes fra ledig-hedsstatistikken. Derfor har tallene for de sidste par måneder været præget af meget stor usikkerhed. Den meget voldsomme stigning i arbejdsløsheden i september måned skal ses i det lys.

Den seneste måned er der blevet ca. 8.000 flere dagpengemodtagere, mens der er blevet ca. 1.000 flere kontanthjælpsmodtagere (sæsonkorrigeret).

Antallet af aktiverede dagpengemodtagere ligger stort set uændret sammenholdt med august måned i år. Aktiveringsgraden er derfor faldet markant igen den seneste måned og ligger på et meget lavt niveau. I juli 2008 var aktiveringsgraden 27,6 pct. mod 17,3 pct. i dag.

Ny prognose: Ledigheden stiger til 180.000 i 2011
AE forventer i sin nye økonomiske prognose, at arbejdsløsheden stiger til op mod 180.000 fuldtidspersoner i 2011, og dermed sættes hele faldet i ledigheden siden 2004 over styr.

Selvom arbejdsløshedsstigningen de sidste måneder af 2009 skulle aftage igen, kan man ikke slutte, at så er nedturen på arbejdsmarkedet også ved at tage af. Dels har vi ikke set konsekvenserne af det gigantiske produktionsdyk, vi havde i 2. kvartal 2009, dels tyder meget på, at den officielle arbejdsløshed undervurderer udviklingen på arbejdsmarkedet. Den fanger f.eks. ikke ledige, der de senere år har valgt ikke at være medlem af en a-kasse og som ikke har ret til kontanthjælp, fordi de har en formue eller en ægtefælle, der tjener penge. Den stikprøvebaserede arbejdsløshedsopgørelse peger på, at de officielle tal undervurderer stigningen i arbejdsløsheden med 30.000-35.000 personer.