ANALYSE

Arbejdsløsheden falder trods lav vækst

Arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørsted | Chefanalytiker Frederik I. Pedersen | 2. juli 2010

Arbejdsløsheden fortsatte med at falde i maj måned på trods af, at væksten er moderat - udviklingen i arbejdsløsheden er en glædelig, men også en meget overraskende nyhed, i lyset af at væksten på nuværende tidspunkt er i underkanten af det niveau, som normalt kræves for at trække beskæftigelsen op og ledigheden ned.

Udviklingen bliver ikke mindre overraskende, når man ser på beskæftigelsen. De sidste to kvartaler er beskæftigelsen faldet med 50.000 personer, mens arbejdsløsheden kun er steget med 11.000. Normalt vil ca. 75 pct. af beskæftigelsesfaldet blive til arbejdsløshed – ved denne krise har det været under halvdelen.

Den registrerede arbejdsløshed er faldet med 2.000 fuldtidspersoner fra april til maj måned 2010. Dermed er den registrerede arbejdsløshed nu 112.700 fuldtidspersoner, hvilket svarer til en arbejdsløshedsprocent på 4,1 pct.

Tælles de aktiverede med, er arbejdsløsheden den seneste måned nogenlunde uændret således, at bruttoledigheden nu er 161.100 fuldtidspersoner (5,9 pct. af arbejdsstyrken). Dvs. at stigende aktivering forklarer faldet i arbejdsløsheden.

Udviklingen i arbejdsløsheden er en glædelig, men også en meget overraskende nyhed, i lyset af at væksten på nuværende tidspunkt er i underkanten af det niveau, som normalt kræves for at trække beskæftigelsen op og ledigheden ned.

Samtidig er beskæftigelsen fortsat med at falde, selv om arbejdsløshedskurven er fladet ud. Fra 3. kvartal 2009 til 1. kvartal 2010 er beskæftigelsen faldet med 50.000 personer, mens ledigheden i samme tidsrum er steget med 11.000.

Alene i 1. kvartal 2010 faldt arbejdsløsheden marginalt selvom beskæftigelsen ifølge de nyeste natio-nalregnskabstal faldt med næsten 13.000 personer. Den paradoksale udvikling afspejler, at der fortsat er en afvandring fra arbejdsstyrken. Siden toppunktet i 3. kvartal 2008 er arbejdsstyrken faldet med mere end 100.000 personer.

Normalt kræves en højere vækst
Den historiske sammenhæng mellem vækst og ledighed viser, at man over en to-årig periode normalt skal have en vækst over 2 pct., for at ledighedsprocenten ikke stiger.

I forhold til den historiske sammenhæng skulle væksten i 2010 helt op på omkring 6 pct., hvis ledigheden skulle toppe allerede nu. Hvis væksten fra 1. kvartal 2010 på ½ pct. fortsætter de sidste tre kvartaler, lander væksten for 2010 som helhed kun på 1,2 pct.

Det skal bemærkes, at ledigheden ifølge den historiske sammenhæng også burde være steget mere i 2009, end tilfældet var, ligesom arbejdsløsheden ikke skulle være faldet i 2008, hvor BNP faldt med ca. 0,9 pct. Det kan indikere, at forholdet mellem vækst og arbejdsløshed har rykket sig de allerseneste år.

En positiv vækst alene er under normale omstændigheder, ikke er nok til at trække beskæftigelsen med op og ledigheden ned. Væksten skal op over et vist niveau for, at beskæftigelsen stiger.

Som nævnt er udviklingen i arbejdsløsheden ikke kun overraskende i lyset af den moderate vækst, men også i lyset af, at beskæftigelsen fortsætter med at falde.

Historisk set er ca. 75 pct. af et beskæftigelsesfald blevet omsat til stigende arbejdsløshed (og vice versa). Ved denne krise er arbejdsløsheden steget langt under halvdelen af det fald, der er registreret i beskæftigelsen. Den registrerede arbejdsstyrke er dermed faldet langt mere end forventet.

En af hovedforklaringerne på, at beskæftigelsen tilsyneladende indtil videre er faldet mere end dobbelt så meget, som arbejdsløsheden er steget under denne krise, er, at der ifølge AKU-statistikken er ca. 70.000 arbejdsløse, som hverken kan få dagpenge eller kontanthjælp, og som derfor ikke tælles med i ledighedsstatistikken – såkaldte ”usynlige arbejdsløse”. Siden 3. kvartal 2008 er denne gruppe steget med ca. 30.000 personer.

Omtalt i Børsen d. 2 juli 2010