Nye tal fra arbejdskraftundersøgelsen (AKU) viser, at arbejdsløshedsstigningen er undervurderet med ca 30000 personer i forhold til de officielle tal - dagens tal viser dog også, at de mest eksplosive stigninger i arbejdsløsheden nu er overstået, og at der dermed er håb for, at arbejdsmarkedet vender i 2011. VKO’s spareplan kan imidlertid sætte dette over styr.
Nye tal fra AKU-stikprøven fra Danmarks Statistik viser, at arbejdsløsheden er steget med 122.000, siden arbejdsløsheden ramte bunden i 2. kvartal 2008. Den officielle arbejdsløshedsstatistik tilsiger kun en stigning på ca. 70.000 siden 2. kvartal 2008, hvorfor niveauet og stigningen i den registrerede arbejdsløshed er kraftigt undervurderet.
Ser man bort fra de studerende i AKU-statistikken, tyder dagens tal på, at arbejdsløshedsstigningen, siden arbejdsløsheden ramte bunden i 2. kvartal 2008, er undervurderet med 30.000 personer.
De to opgørelser fulgtes fint ad frem til 2006, men fra 2006 begyndte de to statistikker at afvige mere og mere. Forklaringen skal sandsynligvis søges i, at mange de seneste år har fravalgt a-kassen, hvorfor de ikke er berettiget til dagpenge i tilfælde af ledighed.
I 2007 var der således ½ mio. danskere, som ikke var medlem af en a-kasse. Samtidig kan ca. 370.000 af disse heller ikke få kontanthjælp i tilfælde af arbejdsløshed, fordi deres ægtefælde tjener for meget, eller de har en formue.
Dagens tal viser med al tydelighed, at de mest eksplosive stigninger i arbejdsløsheden nu er overstået. Det sidste halvår er arbejdsløsheden steget med ca. 25.000 mod ca. 48.000 det foregående halvår.
VKO strammer tøjlerne for hurtigt
Ser man på beskæftigelsesindikatorerne fra Danmarks Statistik, og ser man udelukkende på den faktiske udvikling de seneste tre måneder, peger indikatorerne på fortsat nedgang i alle tre hovedbrancher (service, byggeri og industri).
Samtidig er antallet af ledige stillinger historisk lavt. Målt i forhold til antallet af registrerede arbejdsløse er der 7 arbejdsløse pr. ledig stilling – i 2008 var forholdet 1:1. Ser man på de bruttoledige, altså de registrerede arbejdsløse inkl. de aktiverede, er der hele 9 arbejdsløse for hver ledig stilling. Det siger noget om, hvor tilsandet arbejdsmarkedet fortsat er.
Endelig er væksten fortsat meget sløj. Vi befinder os endnu ikke på normalvæksten, hvilket også taler for, at vendingen på arbejdsmarkedet trækker lidt ud endnu.
VKO’s spareplan er hård kost for væksten og arbejdsmarkedet, der vil medføre, at den et-årige finanseffekt af finanspolitikken i 2011 vil være på -0,6. Det betyder, at finanspolitikken trækker bruttonationalproduktet (BNP) ned med 0,6 pct. i 2011. Det er den største finanspolitiske stramning siden Kartoffelkuren i 1986.
Nulvæksten i det offentlige forbrug koster alene knap 16.000 private arbejdspladser i 2013. Det understreger, at VKO’s spareinitiativer kan kvæle det meget skrøbelige opsving, især hvis forbrugerne bliver mere forsigtige med udsigt til hestekuren.
AE anbefaler derfor, at man venter med at stramme finanspolitikken til 2012 og fraråder nulvækst i det offentlige forbrug. Der er et begrundet håb for, at arbejdsmarkedet vender i 2011, hvilket vil hjælpe Danmark med at komme under konvergenskriteriet igen i 2012.
Omtalt af Newspaq d. 26. maj 2010