Hovedudfordringen de kommende par år bliver ikke generel mangel på arbejdskraft i den private sektor, men nærmere mangel på job. Opgørelser fra Danmarks Statistik viser, at industrien allerede nu ikke længere melder om mangel på arbejdskraft, og inden for byggeriet er arbejdskraftmanglen faldet kraftigt det seneste år.
Ser vi længere ud i fremtiden på den anden side af lavkonjunkturen, vil mangel på arbejdskraft imidlertid igen blive en udfordring. En vigtigt tilføjelse er imidlertid, at det er mangel på uddannet arbejdskraft. AErådets fremskrivninger viser, at om 10 år vil der mangle 75.000 faglærte og 85.000 personer med en videregående uddannelse i forhold til i dag, mens der vil være et overskud på ikke mindre end 120.000 ufaglærte. De ufaglærte vil altså få det svært på fremtidens arbejdsmarked.
Vi vil dog fortsat kunne opleve mangel på arbejdskraft inden for bl.a. de offentlige faggrupper. På den lidt længere bane kan mangel på arbejdskraft igen blive et problem, men her bliver hovedudfordringen imidlertid manglen på uddannet arbejdskraft.
Løsningen på den fremtidige udfordring med at skaffe uddannet arbejdskraft er at give de 20 procent af en ungdomsårgang, der i dag ikke får en uddannelse, en ungdomsuddannelse. AErådet har i forlængelse heraf foreslået, at der indføres ret og pligt til en ungdomsuddannelse, dvs. 13 års skolepligt.
Omtalt i Information 16.10.08